Onsdag d. 15. januar afsagde EU-domstolen dom, hvor fransk lovgivning blev respekteret. Det kan være en enlig svale, men det kan også være en kursændring på baggrund af, at selv EU-dommerne i Luxembourg har fattet at befolkningerne i EU ikke gider disse dommere og deres måde at bestemme over os alle på.
Dommen vedrører et forholdsvist uinteressant spørgsmål om medarbejderrepræsentation, men det forhold at EU-domstolen i storkammeret vælger at respektere national lovgivning til trods for en åbenlys mulighed for at fortsætte kursen med at cementere EU-rettens forrang, kan være et nybrud og tyder dermed på, at EU-domstolen selv er opmærksom på, at den ikke bør gå længere i retning af centralisering af magten i Europa via domstolens arbejde.
Dom i sag C-176/12.
Sagen vedrører retten til medarbejderrepræsentant på en privat virksomhed i Marseilles der primært arbejdede med social aktivering i henhold til fransk lovgivning.
En af de 8 fastansatte Hichem Laboubi blev af den samlede medarbejderskare på mere end 50 unge i særdeles støttet beskæftigelse valgt til at indgå i selskabets bestyrelse som medarbejderrepræsentant. Det ønskede virksomheden AMS imidlertid ikke at respektere.
I henhold til fransk lovgivning kræves der hhv 11 og 50 ansatte for at opnå forskellige rettigheder for medarbejderrepræsentation. Men iht fransk lovgivning tæller personale i støttede jobs ikke med.
Sagen blev afgjort først til fordel for virksomheden og siden til fordel for medarbejderen ved franske domstole, før sagen blev forelagt EU-domstolen.
Generaladvokaten P. Cruz Villalón indstillede d. 18. juli 2013 til at medarbejderen skulle have ret til at indtræde i virksomhedens bestyrelse ud fra følgende begrundelse:
1. Retten til medarbejderrepræsentation følger af artikel 27, jf. artikel 52, stk. 5 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. (Præmis 80) Påberåbelig mellem private.
2. Retten til medarbejderrepræsentation følger endvidere af artikel 3, stk. 1 i direktiv 2002/14/EF om retten til information og høring af arbejdstagere i virksomheden. (Præmis 97) Påberåbelig mellem private, fordi det er en konkret udmøntning af hvad Charteret betyder på dette område og fordi underkendelse af den franske lov, der er i klokkeklar modstrid med direktivet tidligere er sket i CGT-sagen (dom af 18/1 2007 i sag C-385/05)
Dommen 15. januar 2014 går imidlertid den stik modsatte vej og underkender fuldstændigt generaladvokaten.
EU-domstolen afgør at selvom den franske lov er klokkeklar i modstrid mod artikel 3, stk. 1 i direktiv 2002/14/EF om retten til information og høring af arbejdstagere i virksomheden ja så har virksomheden AMS ret til at nægte medarbejderrepræsentaten, idet direktivet undtages direkte virkning mellem borgere (medarbejderens advokat havde glemt at medindstævne den franske stat), og idet princippet om fortolkning ”contra legem” (imod loven) af national ret ikke bør ske.
Særligt præmis 39 og præmis 51 fortjener at blive citeret:
39. Domstolen har ikke desto mindre præciseret, at dette princip om overensstemmende fortolkning af national ret er underlagt visse begrænsninger. De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses således af generelle retsprincipper, og det kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret (jf. dom af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 100, og Dominguez-dommen, præmis 25).
51. Det følger af samtlige foregående betragtninger, at chartrets artikel 27, alene eller sammenholdt med bestemmelserne i direktiv 2002/14, skal fortolkes således, at når en national bestemmelse til gennemførelse af dette direktiv, såsom artikel L. 1111-3 i den franske code du travail, er uforenelig med EU-retten, kan denne artikel i chartret ikke påberåbes i en tvist mellem private med henblik på at undlade at anvende den pågældende nationale bestemmelse.
Som et plaster på såret henvises den tabende medarbejder til muligheden for at søge erstatning hos den franske stat:
50. Imidlertid vil den part, der har lidt skade som følge af den nationale lovgivnings uoverensstemmelse med EU-retten, kunne påberåbe sig den retspraksis, der følger af dom af 19. november 1991, Francovich m.fl. (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Sml. I, s. 5357), med henblik på i givet fald at opnå erstatning for den lidte skade (jf. Dominguez-dommen, præmis 43).
Dette er imidlertid en illusorisk mulighed, da sagen ikke vedrører økonomiske rettigheder.
Der er 5 grunde til at denne dom er interessant og kan repræsentere et kursskifte:
1. EU-domstolen har aldrig tidligere tøvet med at tilsidesætte national lovgivning, uanset hvor spinkel differencen mellem EU-ret og national ret har været.
2. EU-domstolen har altid tidligere vovet at udøve dynamisk ret, hvilket vil sige, at EU-ret blev fortolket udvidende, således at tilsyneladende EU-konform national ret, blev tilsidesat via ny dommerskabt EU-ret.
3. EU-domstolen har i tilfælde af klokkeklare modsætninger mellem national ret og EU-ret altid tordnet mod national ret og på ingen måde lagt fingrende imellem for at vise hvem der bestemmer.
4. I denne sag, er EU-retten krystalklar og den nationale franske lovgivning håbløst i modstrid med EU-retten og Frankrig stod dermed til tørre tæsk, såfremt hidtidige linie var opretholdt.
5. De 2 argumenter EU-domstolen bruger for at respektere national ret i denne sag er særdeles tynde. Selvfølgelig kunne EU-retten i henhold til hidtidig praksis påberåbes i denne sag og det andet argument skal endda udtales på latin før EU-dommere selv tør bruge det (contra legem - imod loven) og har uhyre sjældent tidligere afholdt EU-dommere fra at tilsidesætte national lovgivning.
Dommen:
Generaladvokatens indstilling:
